EUV – erhvervsuddannelse for voksne over 25 år


Er du fyldt 25 år findes der et særligt tilrettelagt forløb, der kaldes erhvervsuddannelse for voksne (EUV). Uddannelsens sammensætning, længde og indhold afhænger af din erfaring fra tidligere arbejde og uddannelse. Det er altså det, du har med i bagagen, der afgør, hvordan dit uddannelsesforløb bliver tilrettelagt, og hvor lang tid forløbet varer. Typisk vil forløbet dog være kortere end en tilsvarende erhvervsuddannelse for unge. 

Uddannelsesforløbet er individuelt

Forløbet starter med en realkompetencevurdering, hvor din baggrund bliver vurderet og hvor uddannelsen bliver tilpasset dig. Ud over din alder vil vi især se på følgende tre punkter:

  • Har du erhvervserfaring?
  • Er din erhvervserfaring relevant for den uddannelse, du vil tage?
  • Har du uddannelse – ud over grundskolen?

I bekendtgørelserne for hver enkelt erhvervsuddannelse beskrives det, hvilke forudgående uddannelser, AMU-kurser og erhvervserfaring du kan få godskrevet. Selv om du ikke har erhvervserfaring eller tidligere uddannelse, begynder du på en euv, hvis du er fyldt 25.

EUV-strukturen

En erhvervsuddannelse er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb. Afhængig af din baggrund kan grundforløbet, der introducerer dig til uddannelsen, vare fra nul til 20 uger.

Hovedforløbet består både af skoleundervisning og praktik. De fleste voksne elever vil følge et standardiseret hovedforløb, der er kortere end det hovedforløb, de unge følger.

I oversigten kan du se, hvordan din baggrund har betydning for sammensætningen af dit EUV-forløb:

Detail og handel Kontor

Minimum 2 års relevant erhvervserfaring

Du får merit for grundforløbet og går direkte til et reduceret hovedforløb uden praktik.

Du får merit for grundforløbsdelen og går direkte til det 1 årige studieår på EUX Business og derefter et reduceret hovedforløb uden praktik.

Nogen relevant erhvervserfaring eller forudgående uddannelse

Du kan via realkompetencevurderingen få en delvis merit på grundforløbet. Grundforløbet vil være på mellem 0-20 uger (½år). Herefter hovedforløbet på ca. 1½-2 år.

Du kan via realkompetencevurderingen få en delvis merit på grundforløbet. Grundforløbet vil være på mellem 0-20 uger (½ år). Herefter det 1 årige EUX Business studieår og praktik / hovedforløbet på ca. 1½-2 år – igen afhængig af erfaring.

Ingen relevant erhvervserfaring eller forudgående uddannelse

Grundforløb på 20 Uger (½ år), med efterfølgende praktik/hovedforløb på ca. 2 år.

Grundforløb på 20 Uger (½ år), med efterfølgende 1 årig EUX Business studieår og praktik/hovedforløb på 2 år.



Adgangskrav

For at blive optaget på EUV skal du opfylde følgende adgangskrav:

  • Du skal være 25 år eller derover.
  • Du skal have afsluttet folkeskolen eller have modtaget tilsvarende undervisning.
  • Du skal have folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik med karakteren 02 i gennemsnit, med mindre du har en uddannelsesaftale (praktikplads) eller har 2 års relevant erhvervserfaring og derfor starter direkte på skoleundervisningen i hovedforløbet.
Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk